Den første serie jeg rigtig stiftede bekendskab med var Yugi-Oh. En fin fortælling om den lille Yugi, der finder sit mellinium puslespil i sin bedstefars butik, løser det og får et suverænt gambler alter-ego. I starten dyster han i en masse forskellige spil, men kommer sidenhen ind i den fra tv velkendte kortspils verden med en masse regler og ondskabsfulde modstandere.
I alle de serier jeg har læst er dysten mand mod mand en helt central scene i mangaen. Ofte starter det rimeligt jævnbyrdigt, hvorefter den onde opnår et utroligt overtag, som helten mindst ligeså utroligt får vendt til egen fordel vedhjælp af et trick eller en regl som læseren umuligt har kunne regne ud på forhånd.
Og sådan er det tit in Yugi-oh. Meget tit. Det er helt elementært spændende. Det er dygtigt bygget op ret fortælle mæssigt og der er fuld smæk på illustrationerne. Men efterhånden bliver det spændende ikke OM Yugi klarer det, men mere hvordan - og det synes jeg ikke er helt nok i længden. Til gengælde er historien og sidehistorierne imellem tju-bang kampene ofte interessante og i bund og grund ikke så forskellige fra noget, man godt kender lidt fra sin egen hverdag. Derfor bliver de faktisk helt vedkommende. Og så er det faktisk rigtig godt, at Yugi 'bare' er en næsten almindelig genert dreng.
Den anden serie jeg har læst er også velkendt fra tv. Nemlig Naruto - den højtråbende, utilpassede ninja-dreng i orange kedeldragt og en uhyggelig stærk nihalet dæmon i maven. I en ninja-manga er kampe selv sagt også et meget centralt element. Og der bliver sparket røv m.m.m. Slynget kastestjerne og knive - sluppet dæmoner løs og alt muligt andet. Det er næsten for meget af det gode - men det er osse fedt! Især igen fordi der mellem de mange, lange kampe og ninja-missioner er en fortløbende fortælling om venskab, kampen mod ensomhed, flid og loyalitet. Samt ikke mindst værdien af at turde sætte sig mål og ambitioner - og at stædigt turde tro på sig selv, og aldrig give op. Som Naruto fastholder: Det bliver, som jeg siger - det er den slags ninja, jeg er! Uanset at han starter som en lidt stakkels ensom dreng, der egentlig ikke er nogen særlig frygtindgydende ninja. Og at han trods sin tiltagende ninja-styrke stadig også er en højtråbende, braldrende klovn uden særligt fine fornemmelser for passende opførsel, finere socialt spil og dets nuancer.
Det er med andre ord paradoksalt nok atter det forhold, at helten ikke 'blot' er en superhelt, der er det der gør serien helt super!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bland dig! Smid din kommentar hér