torsdag den 22. oktober 2009

Alle elsker Emmy


- jeg gør i hvert fald! De voksne har Nynne, som skriver dagbog og laver lister over både de gode og de mere kiksede ting i livet, børnene har Emmy.

Mette Finderup har skrevet efterhånden 6 bøger om teenageren Emmy fra den lille jyske by Karleager. Jeg har læst dem alle sammen og venter allerede spændt på nyt om Emmy. Hun er en ganske almindelig pige, hvis forældre er skilt. Hendes far er flyttet til København, og hendes mor er blevet kæreste med (chok!) Emmys matematiklærer! Ikke så fedt, når man nu hader matematik ...

Vi hører om livet i klassen, hvor Emmy har både hjerteveninder og det modsatte. Hun får også nye venner det år, hun er på efterskole. Alt i alt er Emmy en helt almindelig pige, som ligner en vi kender, og hendes glæder og sorger er ligeledes genkendelige. Jeg synes, det er dejligt med en historie, som er helt nede på jorden og uden spor af mystik og fantasy - og så er bøgerne skrevet på en måde, så man både har noget at grine af og noget at tænke over.

mandag den 12. oktober 2009

Manga -Manga, del 1: Yugi-Oh, Naruto og Akira

Når man sådan driver bibliotek, synes jeg, at der må være nogen blandt personalet, som kender i hvert fald en lille smule til alle medier og genrer. Så derfor tog jeg mig sammen og kastede mig ud i det frådende hav af manga tegneserier. Ikke at jeg er kommet igennem alle mangaerne på favrskov bibliotekerne, endsige kender noget til alle serierne, men nu er jeg igang og første del af mine indtryk følger i dette blog indlæg.

Den første serie jeg rigtig stiftede bekendskab med var Yugi-Oh. En fin fortælling om den lille Yugi, der finder sit mellinium puslespil i sin bedstefars butik, løser det og får et suverænt gambler alter-ego. I starten dyster han i en masse forskellige spil, men kommer sidenhen ind i den fra tv velkendte kortspils verden med en masse regler og ondskabsfulde modstandere.

I alle de serier jeg har læst er dysten mand mod mand en helt central scene i mangaen. Ofte starter det rimeligt jævnbyrdigt, hvorefter den onde opnår et utroligt overtag, som helten mindst ligeså utroligt får vendt til egen fordel vedhjælp af et trick eller en regl som læseren umuligt har kunne regne ud på forhånd.
Og sådan er det tit in Yugi-oh. Meget tit. Det er helt elementært spændende. Det er dygtigt bygget op ret fortælle mæssigt og der er fuld smæk på illustrationerne. Men efterhånden bliver det spændende ikke OM Yugi klarer det, men mere hvordan - og det synes jeg ikke er helt nok i længden. Til gengælde er historien og sidehistorierne imellem tju-bang kampene ofte interessante og i bund og grund ikke så forskellige fra noget, man godt kender lidt fra sin egen hverdag. Derfor bliver de faktisk helt vedkommende. Og så er det faktisk rigtig godt, at Yugi 'bare' er en næsten almindelig genert dreng.


Den anden serie jeg har læst er også velkendt fra tv. Nemlig Naruto - den højtråbende, utilpassede ninja-dreng i orange kedeldragt og en uhyggelig stærk nihalet dæmon i maven. I en ninja-manga er kampe selv sagt også et meget centralt element. Og der bliver sparket røv m.m.m. Slynget kastestjerne og knive - sluppet dæmoner løs og alt muligt andet. Det er næsten for meget af det gode - men det er osse fedt! Især igen fordi der mellem de mange, lange kampe og ninja-missioner er en fortløbende fortælling om venskab, kampen mod ensomhed, flid og loyalitet. Samt ikke mindst værdien af at turde sætte sig mål og ambitioner - og at stædigt turde tro på sig selv, og aldrig give op. Som Naruto fastholder: Det bliver, som jeg siger - det er den slags ninja, jeg er! Uanset at han starter som en lidt stakkels ensom dreng, der egentlig ikke er nogen særlig frygtindgydende ninja. Og at han trods sin tiltagende ninja-styrke stadig også er en højtråbende, braldrende klovn uden særligt fine fornemmelser for passende opførsel, finere socialt spil og dets nuancer.

Det er med andre ord paradoksalt nok atter det forhold, at helten ikke 'blot' er en superhelt, der er det der gør serien helt super!


Den aller fedeste manga, jeg har læst indtil nu, er dog den gamle sag Akira, som begyndte helt tilbage i 1982. Siden er den først blevet oversat til amerikansk, farvelagt og rekonstrueret til vestlig læseretning, hvilket jo gør at man har lidt svært ved at kalde den en 'rigtig' manga. Men flot - det er den. Den foregår i Tokyo efter en meget destruktiv 3. verdenskrig, og et forsøg på at genopbygge civilisationen. Militæret synes at have den reelle magt, og i hvert fald har det en hemmelig forsøgsstation, hvor der foregår eksperimenter med mennesker med Stephen Kingske psyko-mentale evner. Keneda hedder hovedpersonen. Han er en hård 15 årig leder af en motorcykelbande af utilpassede knægte fra industriklassen - der hvor resterne samles op, når de gode drenge og pæne piger er blevet siet fra. Og en pæn dreng, det er Keneda da heller ikke. Der køres fræs gennem byen, der er bandeopgør og der spises alle mulige forskellige piller osv. Lidt tilfældigt bliver Keneda indblandet i den hemmelige modstandsbevægelse, der bekæmper militæret og forsøger at befri dets forsøgspersoner. Og derfra giver historien bare gas. Gad vide om det bare bliver vildere og vildere. Det vil jeg finde ud af nu, og opfordre jer alle til at gøre det samme....