Verdens farligste mand

Da jeg en en lille bitte bibliotekar, nej okay - dengang var jeg ikke bibliotekar, jeg var et barn, der var bange for "verdens farligste mand"! Og her fornylig har jeg set ham igen!! Jeg havde ellers glemt alt om hans onde blikke og hans uhyggelig væsen, men så tændte jeg for DR Ramasjang, og dér var han pludselig: den store skurk "Skærmen" fra tv-serien Guldregn.

Kort fortalt handler serien Guldregn om fire børn, to forbrydere og en kagedåse med en kæmpe bunke penge. Børnene Jørn, Lasse, Karen og Nanna nyder sommerferien i deres hule i skoven, men en dag ser de en mystisk mand grave noget ned - de finder ud af, at det er en kagedåse med 800.000 i kontanter. Hvad skal de gøre med pengene? Prøv lige at tænk på, hvor meget man kan få for 800.000! De mange penge stammer fra et røveri og røverne vil naturligvis gerne have haft i dem der har taget deres bytte...

Du kan nok godt gætte, at Skærmen er en af røverne... og selvom serien er fra 1980erne (ja, det er noget grimt tøj de går i), så vil jeg gerne anbefale den!

Du kan låne den på biblioteket...hvis du tør?!

Søg efter filmen her

Hilsen Bodil

Alle elsker Emmy

- jeg gør i hvert fald! De voksne har Nynne, som skriver dagbog og laver lister over både de gode og de mere kiksede ting i livet, børnene har Emmy.

Mette Finderup har skrevet efterhånden 6 bøger om teenageren Emmy fra den lille jyske by Karleager. Jeg har læst dem alle sammen og venter allerede spændt på nyt om Emmy. Hun er en ganske almindelig pige, hvis forældre er skilt. Hendes far er flyttet til København, og hendes mor er blevet kæreste med (chok!) Emmys matematiklærer! Ikke så fedt, når man nu hader matematik ...

Vi hører om livet i klassen, hvor Emmy har både hjerteveninder og det modsatte. Hun får også nye venner det år, hun er på efterskole. Alt i alt er Emmy en helt almindelig pige, som ligner en vi kender, og hendes glæder og sorger er ligeledes genkendelige. Jeg synes, det er dejligt med en historie, som er helt nede på jorden og uden spor af mystik og fantasy - og så er bøgerne skrevet på en måde, så man både har noget at grine af og noget at tænke over.

Manga -Manga, del 1: Yugi-Oh, Naruto og Akira

Når man sådan driver bibliotek, synes jeg, at der må være nogen blandt personalet, som kender i hvert fald en lille smule til alle medier og genrer. Så derfor tog jeg mig sammen og kastede mig ud i det frådende hav af manga tegneserier. Ikke at jeg er kommet igennem alle mangaerne på favrskov bibliotekerne, endsige kender noget til alle serierne, men nu er jeg igang og første del af mine indtryk følger i dette blog indlæg.

Den første serie jeg rigtig stiftede bekendskab med var Yugi-Oh. En fin fortælling om den lille Yugi, der finder sit mellinium puslespil i sin bedstefars butik, løser det og får et suverænt gambler alter-ego. I starten dyster han i en masse forskellige spil, men kommer sidenhen ind i den fra tv velkendte kortspils verden med en masse regler og ondskabsfulde modstandere.

I alle de serier jeg har læst er dysten mand mod mand en helt central scene i mangaen. Ofte starter det rimeligt jævnbyrdigt, hvorefter den onde opnår et utroligt overtag, som helten mindst ligeså utroligt får vendt til egen fordel vedhjælp af et trick eller en regl som læseren umuligt har kunne regne ud på forhånd.

Og sådan er det tit in Yugi-oh. Meget tit. Det er helt elementært spændende. Det er dygtigt bygget op ret fortælle mæssigt og der er fuld smæk på illustrationerne. Men efterhånden bliver det spændende ikke OM Yugi klarer det, men mere hvordan - og det synes jeg ikke er helt nok i længden. Til gengælde er historien og sidehistorierne imellem tju-bang kampene ofte interessante og i bund og grund ikke så forskellige fra noget, man godt kender lidt fra sin egen hverdag. Derfor bliver de faktisk helt vedkommende. Og så er det faktisk rigtig godt, at Yugi 'bare' er en næsten almindelig genert dreng.

Den anden serie jeg har læst er også velkendt fra tv. Nemlig Naruto - den højtråbende, utilpassede ninja-dreng i orange kedeldragt og en uhyggelig stærk nihalet dæmon i maven. I en ninja-manga er kampe selv sagt også et meget centralt element. Og der bliver sparket røv m.m.m. Slynget kastestjerne og knive - sluppet dæmoner løs og alt muligt andet. Det er næsten for meget af det gode - men det er osse fedt! Især igen fordi der mellem de mange, lange kampe og ninja-missioner er en fortløbende fortælling om venskab, kampen mod ensomhed, flid og loyalitet. Samt ikke mindst værdien af at turde sætte sig mål og ambitioner - og at stædigt turde tro på sig selv, og aldrig give op. Som Naruto fastholder: Det bliver, som jeg siger - det er den slags ninja, jeg er! Uanset at han starter som en lidt stakkels ensom dreng, der egentlig ikke er nogen særlig frygtindgydende ninja. Og at han trods sin tiltagende ninja-styrke stadig også er en højtråbende, braldrende klovn uden særligt fine fornemmelser for passende opførsel, finere socialt spil og dets nuancer.

Det er med andre ord paradoksalt nok atter det forhold, at helten ikke 'blot' er en superhelt, der er det der gør serien helt super!

Den aller fedeste manga, jeg har læst indtil nu, er dog den gamle sag Akira, som begyndte helt tilbage i 1982. Siden er den først blevet oversat til amerikansk, farvelagt og rekonstrueret til vestlig læseretning, hvilket jo gør at man har lidt svært ved at kalde den en 'rigtig' manga. Men flot - det er den. Den foregår i Tokyo efter en meget destruktiv 3. verdenskrig, og et forsøg på at genopbygge civilisationen. Militæret synes at have den reelle magt, og i hvert fald har det en hemmelig forsøgsstation, hvor der foregår eksperimenter med mennesker med Stephen Kingske psyko-mentale evner. Keneda hedder hovedpersonen. Han er en hård 15 årig leder af en motorcykelbande af utilpassede knægte fra industriklassen - der hvor resterne samles op, når de gode drenge og pæne piger er blevet siet fra. Og en pæn dreng, det er Keneda da heller ikke. Der køres fræs gennem byen, der er bandeopgør og der spises alle mulige forskellige piller osv. Lidt tilfældigt bliver Keneda indblandet i den hemmelige modstandsbevægelse, der bekæmper militæret og forsøger at befri dets forsøgspersoner. Og derfra giver historien bare gas. Gad vide om det bare bliver vildere og vildere. Det vil jeg finde ud af nu, og opfordre jer alle til at gøre det samme....

Trine Bundsgaard: Mike og Talenterne

Nogen gange er det bare sådan, at der er noget der kører, mens der er noget andet, der bare ikke kører. Overhovedet!
Sådan er det for Mike. Han ånder og lever for at spille fodbold, og han er god til det. En af de bedste. Og når han spiller, så er han i nuet, tilstede, 100% på. Så er der ikke tid til at bekymre sig om det der hjemme. Om far der drikker, om storebror der bliver hørt noget om fra uheldige steder, eller om den slimede matematiklærer og hans uforstålige regnestykker.
I byen hvor Mike bor kan man blive udtaget til et særligt talenthold for de dygtigste fodboldspillere med træningsture og træningslejre. Mikes stor drøm er at komme på talentholdet, men hvordan skal det gå med alt det rod uden for banen?
Trine Bundsgaards Mike og Talenterne er en barsk hverdagsfortælling for rigtige drenge. Også selv om man ikke er bidt af en gal fodbold. Den stærke historie er fortalt så godt, at man straks bliver grebet af den, at man -især hvis man selv har spillet bold- lige nøjagtig ved hvordan Mike har det, når han spiller og at man sidder på kanten af stolen og HÅBER på, at det dog kan lykkes for ham at finde ud af det hele og komme på det talenthold. Men det er ikke en bog der forfalder til letkøbte løsninger selvom den er skrevet i et rimeligt let læseligt sprog. Prøv selv!

Nat i 30 dage - Voldsomme vampyrer

Hvis der er noget, der er populært i disse tider, så er det vampyrer. Stephenie Meyers Tusmørkeseries gru hærger med fryd især de dunkle pigeværelser. MEN hvis man er efter den isnende rædsel, som de virkeligt grusomme, lede og mest udspekulerede vampyrer på uforlignelig vis er mestre for - vi snakker Blade-filmene uden pling-bing - så er Steve Niles tegneserie trilogi et blodigt must! Den starter med bindet Nat i 30 dage, hvor de lyssky blodsugere, der som bekendt fungere bedst i de mørke timer, tager på vinterpicnic til den lille by Barrow i Alska - hvor der er en måneds uafbrudt nattemørke. Landsby på menuen! Velbekomme - og hvis du er varmblodig... LØB!!!!

Azadss kamel

Azads kamel begynder med orderne "Et sted i Arabien..." og minder næsten om Disneys Alladin film. Østens mystik og eventyrtråde spundet ind i og løber næsten umærkeligt på langs af denne både voldsomme, alvorlige og meget lidt Disney-agtige billedbog. Der dog alligevel ikke er direkte grum, selvom den handler om børneslavehandel, udnyttelse og forældreløshed. Billederne er i gode ørkenfarver under en tyk sort streg, der både kan skabe venlige mennesker og uhyggelige industri-storby-kulisser. Aldeles fremragende. En billedbog der på eksemplariskvis udnytter genrens spændvidde med både gru, eventyr, hygge og happy end + en skræmmende faktasboks!

Django og papegøjen

Django er en lille fyr, der ønsker sig en papegøje. Når mor vil give ham et kys, spørger han, om han så må få en papegøje, og når far spørger, om han vil have et æg siger han: Django vil have en papegøje! Det er sjovt og billederne kan være lige så sjove. Herfra tager historien fart - det er måske ikke uproblematisk med sådan en papegøje, men bedstefar er fantastisk og Lilian Brøggers til tider tossede tegninger spiller fint med og mod så det giver mening med en fine fortælling. En fortællinge der ordknapt kommer vidt omkring - charmerende stædige børn, opfyldt ønsker, men skuffede forventninger og stilfærdigt heroiske bedsteforældre. Nej hvor er det godt.